Henrik har lidt af angst. Det gør han ikke mere. Han har også haft depression og andre alvorlige diagnoser. Det har han heller ikke mere, og det er snart længe siden. Men gennem sit forløb har han opnået en enorm selvindsigt, hvilket gør ham til et af de modigste mennesker, jeg kender. Det lykkedes ham at komme fra angst til selvindsigt og styrke.

Hvad der gjorde, at han kom fra angst til selvindsigt og styrke, fortæller jeg lidt længere fremme i historien. Først vil jeg fortælle, hvad hans baggrund betyder for hans arbejdsliv i dag.

Henrik er uddannet socialrådgiver og arbejder med unge under 30 år med særlige udfordringer. Han mener selv, at det han har været igennem, er med til, at han lykkes så godt med de unge. Hans kollegaer har stor respekt for det, han gør. Til supervision er han også en stor ressource. Han belærer ikke, og han er yderst tilbageholdende med at mene, hvad der er rigtigt eller forkert. Men han stiller spørgsmål, og fortæller, hvad han oplever og hvordan han har det.

Gruppen spurgte for nogen tid siden om man kunne kopiere Henriks strategi. Det er jo ikke alle, som har været igennem det samme som ham. Han stillede sig til rådighed og vi gjorde et forsøg.

Der er især fire ting, som kendetegner hans tilgang:
  1. Vi kender aldrig den fulde sandhed. Derfor spørger han efter undtagelser og det vi ikke ved.
  2. Vi handler ud fra det, vi ved. Med ”vi” mener han både de unge, og dem der er rundt omkring dem. Der kan nemlig være mange grunde til, at den unge ikke fortæller sin historie. Det har han prøvet på egen krop.
  3. Når han har udfordringer i arbejdet, spørger han oftere om hjælp til at få indsigt i, hvad der er hans problem med problemet, frem for hjælp til at få løst problemet. Han kender godt det andet behov og mener også det er relevant, men siger, at han i supervision får mest ud af at arbejde med sit eget problem.
  4. Når de andre er ”på” spørger han tit, hvilken reaktion kollegaen forventer at få fra gruppen. Det har været et ”ups” for nogen, men efterhånden har de fleste taget det til sig, og stiller selv spørgsmålet, hvis han er fraværende.
Tilbage til Henriks historie

Som barn var han udsat for overgreb. I mange år fortrængte han det så meget, at han slet ikke havde nogen erindring om det. Da han var i midten af 20-erne, hørte han om vredesterapi og det blev vendepunktet for ham. Inden da kæmpede han med fortrængninger, benægtelser og at holde overgrebet skjult for omverdenen. Herunder for de behandlere han mødte. Det var først, da han kom i kontakt med sin vrede han turde fortælle sin historie. Han oplever i dag, at hans sårbarhed er hans styrke.

Tak Henrik – fordi du vil dele din historie – ikke bare med din gruppe, men også med dem som har læst med her.

Tilmeld dig Nyhedsbrev her

Få værktøjer til personlig udvikling

Tak for din tilmelding